Debat: Er vi som samfund gode nok til at møde hinandens forskelligheder?

Vivi Brit Nielsen. Foto: Ole Kæhler
Vivi Brit Nielsen. Foto: Ole Kæhler
13. september 2023 Debat Skrevet af: Redaktion

Byrådsmedlem Vivi Brit Nielsen, Venstre, skriver:

Et vigtigt initiativ er solsikkeprogrammet og både som byrådspolitiker og privatperson er jeg glad for, at Byrådet bakker op om solsikkesnorsordningen.

Solsikkesnoren er et initiativ, der er skabt for at sætte fokus og opmærksomhed på usynlige udfordringer og handicap. Her kan solsikkesnoren bruges, hvis man vil signalere, at man kan have behov for særlig støtte eller hjælp. På den måde kan vi som samfund bedre sikre, at borgere med usynlige handicap får en positiv oplevelse, når de henvender sig til det offentlige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men selvom solsikkeprogrammet er rigtig godt og nødvendigt for at øge viden og fokus på usynlige handicap i vores samfund, så mener jeg ikke, at solsikkeprogrammet kan stå alene. Vi også nødt til at have endnu mere fokus på, hvordan vi ser hinanden som mennesker.

Derfor vil jeg gerne høre, hvordan borgere oplever at blive mødt i det kommunale og også på sygehuse, i sportsklubber og foreninger osv. Bliver alle hørt, bliver alle set og bliver alle mødt i forhold til deres eventuelle fysiske og psykiske handicap?

Artiklen fortsætter under annoncen

Er vi som samfund gode nok til at møde hinandens forskelligheder?

Jeg vil gerne lægge op til, at alle deler deres oplevelser med os politikere, fordi det er borgerne, der oplever systemet og har de små guldkorn, som er vigtige for, at vi kan gøre det anderledes og bedre.

I min hverdag oplever jeg nogle gange i de forskellige steder og foreninger, jeg er en del af – særligt i min rolle som næstformand i SIND – at borgere ofte bliver misforstået. Det skyldes, at de har svært ved at gennemskue forløbet, hvis man skal i kontakt med eksempelvis sygehuse, borgerservice eller andre offentlige instanser, fordi det simpelthen er for indviklet for dem. Derfor bruger de alt for meget af deres energi på at få løst deres problem og få svar.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er vigtigt, at vi får mange forskellige oplevelser i spil, så vi kan sætte fokus på, hvordan vi sammen kan gøre det nemmere for vores borgere med både fysiske og psykiske handicap, så de bliver mødt med forståelse og anerkendelse, når de bruger deres energi på at søge svar hos offentlige instanser.