Debatindlæg: Derfor mangler Korshærens varmestue penge

19. februar 2021 Debat Skrevet af: Ole Kæhler

Formand for Korshærrådet, Jørgen Jørgensen, skriver:

Varmestuen er guld for de udsatte. Det mener Helge Larsen, formand for sundhedsudvalget.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi i Kirkens Korshær er taknemmelig for dels det årlige driftstilskud, og de to akutte økonomiske tilskud fra Sundhedsudvalget, der sikrer varmestuens forsatte eksistens i februar og marts.

Det har jeg før takket for i et læserbrev.

Men vi er lidt forundrede over sundhedspolitikernes reaktion på, at Kirkens Korshær nu beder offentligheden om støtte til bevarelsen af vores varmestue. Det kan skyldes manglende kendskab til Kirkens Korshærs opbygning og finansiering.

Artiklen fortsætter under annoncen

Indtægter spredes ud

Korshæren driver 38 varmestuer rundt om i landet og langt fra alle har enten en driftsoverenskomst med kommunen eller et velfungerende genbrugsarbejde der kan finansiere deres drift. Derfor sker der en omfordeling efter behov.

Vores varmestue i Sønderborg får 90  procent af driften dækket af de penge. Når de frivillige i genbrugsbutikkerne landet over er sendt hjem på grund af Corona, så tørrer finansieringen ud, og de mest omkostningstunge varmestuer er derfor truet på deres eksistens. Her i blandt Sønderborgs varmestue.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det ville ikke være til at bære skulle det ske. Ud over de tre daglige måltider til 60-70 udsatte, tilvejebragt af de 40 frivillige der er tilknyttet, ville også alt det sociale hjælpearbejde i forhold til brugernes personlige forhold, kontakt til offentlige myndigheder og sundhedssystem og samarbejde med kommunens sociale indsats i Housing First strategien gå i vasken.

Men, hvad vi kan finde af finansiering lokalt, forbliver lokalt. Derfor er de kommunale tilskud vigtige, men i denne tid ikke nok. Derfor et råb om hjælp til lokale donationer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi er i Kirkens Korshær meget glad for de positive udmeldinger fra sundhedspolitikerne om nødvendigheden af arbejdet i vores varmestue, og tager gerne imod Didde Lauritzens ønske om en ‘dialog om, hvad der skal ske med Varmestuen fremover’. Det kan både fremme forståelse, indsigt og indflydelse på det værdifulde arbejde varmestuens medarbejdere og de mange frivillige udfører.