Det Sønderjyske Køkken går med i oplevelses-auktionen i MENs CUT

17. oktober 2018 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Af Martin Jakobsen

Det Sønderjyske Køkken giver en hjælpende hånd til MENs CUTs Knæk Cancer-auktion, som skal sende penge i kassen hos Kræftens Bekæmpelse.

De lodder, der skal bydes på, er især gavekort til en oplevelse.

“Og vi vil gerne være med til at gøre auktionsaftenen til en oplevelse, hvor vi kommer med en madoplevelse, som er græskarsuppe med røget hellefisk og duxelles af efterårets svampe. Skærtoftbrød, flammkuchen med bløde løb, bacon og ost. Vores dessert er fromage med lakrids og citron”, siger Jesper Kock til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det Sønderjyske Køkken har specialiseret sig i sønderjyske retter som for eksempel solæg, brødtorte, airsju og meget mere – udover det sønderjyske kagebord.  I det Sønderjyske Køkken er al maden lavet fra bunden og krydret med både sjæl og kærlighed. Ingredienserne er så vidt som muligt lokale råvarer. Altså er æg og kylling fra Als Kylling, mælk fra det lokale mejeri, pølser fra den lokale slagter og så videre og maden tilbydes til en pris, man kan forholde sig til.

“Vi skal ikke ligne de andre restauranter og cafeer, så vi har vores eget koncept og efterhånden har flere og flere fået øjnene op for, at et besøg i Det Sønderjyske Køkken er en anderledes oplevelse”, siger Jesper Kock.

Artiklen fortsætter under annoncen

Støtter det gode team

Jesper Kock og Sune Axelsen har bestemt sig for at Det Sønderjyske Køkken skal støtte Lena Krag Schmidt fra MENs CUTs Knæk Cancer-auktion.

“Vi gør det mest af alt på grund af, at teamet bag ideen er supergodt og virkelig kan få tingene til at ske”, siger Jesper Kock til SønderborgNYT.

Auktionen finder sted den 25. oktober kl. 19 og det koster 100 kroner at komme indenfor og blive en del af oplevelsen. Billetterne sælges i MENs CUT.

Med i prisen er de spændende retter fra Det Sønderjyske Køkken, et glas vin eller tre samt god musik med Hartmut Holtz-Söderberg.

Artiklen fortsætter under annoncen