Ellen Trane Nørby besøger spejderlejren

24. juli 2017 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby besøger tirsdag Spejdernes Lejr for at tale om fællesskab og ensomhed.

”Spejderbevægelsen er for mig et stærkt fællesskab, oplevelser, opbygning af selvstændighed og noget af det sundeste, vi har at tilbyde vores børn. Det er røde kinder, vind i håret, bevægelse og ikke mindst socialt samvær. Spejderne formår at samle børn og unge i stærke fællesskaber og skabe bånd mellem mennesker. Det er også noget af det jeg husker fra min barndom, hvor jeg selv var spejder”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bag Spejdernes Lejr står de store spejderkorps i Danmark. De er gået sammen om at lave fælles spejderlejr. Spejdernes Lejr blev afholdt første gang i 2012, og dengang var omkring 36.000 spejderne fra ind- og udland samlet i Holstebro.

I år er turen kommet til Sønderborg, og det forventes at blive en mindst lige så stor succes denne gang.

Ellen Trane Nørby skal under sit besøg bl.a. besøge lejrens eget hospital og deltage i eventen ’Snobrød mod ensomhed – man bager da aldrig snobrød alene’, som sætter fokus på fællesskab, ensomhed, og på hvordan Spejderbevægelsen kan gøre en forskel.