Folkeuniversitetet klar med fem foredragsrækker

19. august 2020 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Folkeuniversitet udbyder fem foredragsrækker til efteråret – i tillid til, at covid-19 fortsat er under kontrol, således at foredragene kan gennemføres på forsvarlige vilkår.

Efteråret indledes med en række idéhistoriske foredrag ved professor Hans-Jørgen Schanz, der vil trække de store linjer op fra Antikkens jødisk-kristne og græsk-romerske kultur over Europa, som opstår i middelalderen og blandt andetrummer mødet mellem kristendom og græsk filosofi og frem til Vesten, som opstår i forbindelse med 1700-tallets oplysningstænkning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forårets række om Genforeningen måtte desværre aflyses, men vi fortsætter den kronologiske fremstilling med fire foredrag om Sydslesvig efter 1920. Arkiv- og forskningschef Mogens Rostgaard Nissen tager sig af Weimar- og Nazitiden, mens Klaus Tolstrup Petersen beretter om Flensborgs omskiftelige historie. Endelig vil ph.d. Axel Johnsen fortælle om mindretallets kulturelle forhold fra 1920 til i dag.

Silkevejen – dengang og i dag er emnet for en temalørdag sidst i oktober.  Cand.mag. Søren Bonde gennemgår Silkevejens historie fra oldtiden og frem til det 14. århundrede. Lektor emeritus Clemens Stubbe Østergaard gennemgår Kinas strategi om ”One Belt, One Road” – visionen om et globalt net af silkeveje. Og kinaeksperten Mette Thunø vil uddybe emnet med sit foredrag: Ad Silkevejen ind i Europa: Kinas økonomiske og politiske investeringer i Europa.

Artiklen fortsætter under annoncen

200-året for H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen fejres med fire foredrag om Ørsteds liv og virke som naturforsker i 1800-tallets første halvdel. Lektor Dan Charly Christensen analyserer forholdet mellem romantisk digtning og nøgtern videnskab.

Museumsinspektør Hans Buhl fra Steno Museet fortæller om Ørsteds opdagelse af sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme – og om, hvorledes Ørsteds opdagelse satte gang i megen forskning i de kommende årtier.

Lektor Henry Nielsen, AU, følger med op foredraget om elektrificeringen af samfundet, specielt perioden 1880-1930. Henry Nielsen inddrager også samtidens fascination af elektrificeringen, således som den kommer til udtryk i datidens malerkunst. – Endelig beretter professor Frans Gregersen om Ørsted som intellektuel i guldalderens København – et virke, som ville være umuligt i dag på grund af vor tids uoverstigelige faggrænser.

Artiklen fortsætter under annoncen

I forlængelse af det tre-årige forløb i kunsthistorie udbydes et emnekursus med Pia Høys gennemgang af Dansk Kunst i det 20.århundrede fra bondemalerne i århundredets begyndelse over de klassiske modernister til den abstrakte kunst. Siden fulgte Cobra-gruppen – og i 1960’erne blandt andet Fluxus, minimalisme og konceptkunst. Maleriet blev erklæret dødt, men genopstod hos 1980’ernes vilde malere.

Udførligt program kan findes på hjemmesiden.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tilmelding på [email protected].