Hjælp Stenbjergparken til at vinde en Multipavillon

17. maj 2013 Uncategorized Skrevet af: Ole Kæhler

Stenbjergparken er kommet igennem nåleøjet og er i finalen DR’s konkurrence ”Byg det op”. 800 har søgt om at få del i puljen på seks mio. kr. – og nu er kun otte finalister tilbage. Din stemme er vigtig for at hjælpe Stenbjergparken til at få en multipavillon.

Det er et dommerpanel med bl.a. stjernearkitekten Dorthe Mandrup, der har udvalgt finalisterne, og hun siger:

– Det handler om at bruge arkitekturen til at løse en konkret opgave eller en social udfordring. Ikke bare om at lave et vartegn eller reklamere for en by.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forslaget om en multipavillon er indsendt af Saleha Amiri, som har tegnet sin ide om, hvordan pavillonen kan se ud og beskrevet den som et sted med bænke og borde til ca. 25 mennesker, som kan mødes her i al slags vejr:

– I pavillonen kunne vi mødes, snakke med hinanden og støtte hinanden i at være aktive medborgere. Vi har bl.a. nogle aktive kvinder fra forskellige lande, som arbejde frivilligt med at støtte andre, som har problemer med børneopdragelse, kriminalitet og sociale problemer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor en finaleplads

Dommerkomiteen siger i sin begrundelse for at vælge projektet i Stenbjergparken til finalen, at ”forslaget handler om at skabe en tryg base, der fungerer som mødested for social og kulturel udveksling i et alment boligområde, hvor man bor tæt uden at være sammen. Projektet viser, hvordan man med få midler kan genfinde det sociale”.

De fire finalister, som får flest stemmer, får hver 1,6 mio. kr. og rådgivning til realisering af deres projekt.

 Din stemme tæller

Artiklen fortsætter under annoncen

Afstemningen løber frem til 23. maj, så det er NU, alle i Sønderborg og omegn skal ind på DR’s hjemmeside og stemme. Det er nemt: Du googler ”Byg det op”, finder forslaget fra Stenbjergparken – det ligger som nummer 2 og hedder ”kulturmøde i multipavillon”, sætter et flueben i ”vælg” og trykker på ”stem” i bunden til højre. Man kan stemme en gang om dagen.