KV21: Enhedslisten har sat to kandidater i spidsen

25. januar 2021 KV21 Skrevet af: Ole Kæhler

Enhedslisten har valgt to kandidater, der stiller sig i spidsen for lokalafdelingens arbejde med at bringe Enhedslisten tilbage i byrådet. I de seneste fire år har Enhedslisten ikke været repræsenteret i byrådet og det kan mærkes”, siger byrådskandidat Johanne Precht.

”Der er i den grad brug for Enhedslisten til at stå vagt om velfærden og trække kommunen i en grønnere og mere solidarisk retning til gavn for fællesskabet”, siger hun.

Enhedslisten har valgt to spidskandidater, Asger Romme Andersen og Johanna Precht.

Artiklen fortsætter under annoncen

En indsats for de udsatte

Asger Romme Andersen er 38 år og er født og opvokset i Broballe på Nordals. Efter studentereksamen på Statsskolen og titlen som årets spiller på Broballe IF’s serie 6-hold i 2001, tog Asger Romme Andersen ud for at erobre verden.

Efter ophold på Århus Idrætshøjskole, Egmont Højskole, en uddannelse i Historie, Japansk og Kulturstudier tog han til Japan og Berlin. Han valgte til sidst sit Als sammen med sin hustru og to børn og fik en konsulent-stilling i Psykiatri & Handicap.

Artiklen fortsætter under annoncen

Asger Romme Andersen har lang partipolitisk erfaring og har været medlem af Enhedslisten i 10 år.

Han vil i byrådet arbejde for, at Sønderborg Kommune skal være et trygt sted at bo, hvis man bliver syg eller har et handicap.

”Det er vigtigt at vores offentlige institutioner, vores offentlige rum og vores arbejdspladser bliver indrettet efter menneskers udfordringer, så ansvaret ikke overlades til den udsatte borger. Det er vigtigt, at folk ikke skal slås for deres rettigheder, når de har brug for hjælp for det offentlige”; siger Asger Romme Andersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fællesskabet skal træde til, når folk på grund af sygdom eller handicap har brug for hjælp. På den måde kan vi sikre, at mennesker kan deltage på lige vilkår i samfundet. Og vi kan sikre, at alle kan være trygge ved, at fællesskabet tager hånd om dem og deres kære, når der er brug for det.

Lærer vil hjælpe ‘ghettoerne’

Johanna Precht er 57 år og folkeskolelærer i Broager.

Nu bor hun i Nørager, men hun er født og opvokset i det tyske Rhinland. Hun kom til Danmark som ung og bosatte sig med sin daværende mand på Ærø, hvor hun fik to børn og uddannede sig til folkeskolelærer.

Artiklen fortsætter under annoncen

I 2006 flyttede hun til Sønderborg, og i 2017 blev hun dansk statsborger.

Hun har været medlem af Enhedslisten i otte år.

For Johanna Precht har det altid været vigtigt at være åben over for mennesker og verden og hun hylder mangfoldigheden. Hun rejser meget, og har bosat sig i Nørager.

”Det er blandt andet fordi det er et spændende sted at bo. Her er mange forskellige folk i alle aldre med forskellige kulturbaggrunde, sprog og traditioner”, siger byrådskandidaten.

At Nørager er kommet på ”Ghettolisten”, forstår hun slet ikke og hun vil gøre alt hvad hun kan for at få området af listen igen.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Også i Sønderborg skal man kunne bo side om side med mennesker i forskellige livssituationer og med forskellige baggrunde og kulturer. Det er med til at skabe sammenhængskraft i byen, når børn med forskellig baggrund går i de samme klasser, og hvor man møder andre typer af mennesker i nærområdet”, siger Johanna Precht.

I byrådet vil hun arbejde for at byens udsatte boligområder bliver løftet, og at beboerne får mulighed for at løfte sig selv.

”For at dette skal lykkes, så er der brug for en alsidig, flerårig indsats med særligt fokus på at renovere boliger, investere i ungdommen, skabe tryghed og styrke de sociale indsatser. Man gør det i hvert fald slet ikke ved at rive folks boliger ned”, siger kandidaten.