Masser af weekend-lopper på Kær

6. september 2013 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Både lørdag og søndag mellem 10 og 16 er der rigtigt mange biler og stor aktivitet på Kær Halvø.  Borgerforeningen i Sønderborg holder nemlig sit halvårlige

loppemarked i Kulturhuset – Skyttehuset, på adressen Skovhuse nr. 11.

 

I Skyttehuset er der igen et væld af lopper. Loftet er fyldt til bristepunktet, og i festsalen er der radio/tv-forretning og malerier, der bare står og venter på den rette nye køber/samler.

­- Denne gang er der også køkkengrej i lange baner, bøger, legetøj og lamper. Så kom og gør en god handel, siger Kjeld Clausen fra aktivitetskomiteen i Borgerforeningen.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

Der er også mulighed for gratis at prøve sine evner på skydebanen i Skyttehuset, hvor der er kompetente skydeledere til stede.

 

Grillen er tændt, så der kan købes ringriderpølser med brød, øl eller vand, og for dem der er til kaffe og lagkage, kan loppemarkedshjælperne i Borgerforeningen også klare det.

Der er dækket op på den nye flisebelægning foran Kulturhuset – Skyttehuset ud mod vejen. Hækken er fjernet, så der et godt udsyn mod lufthavnen.

 

Artiklen fortsætter under annoncen

– Så læg weekendturen ud på Kær halvø og bliv en oplevelse rigere, og for at du ikke skal gå alt for langt, vil der på en mark bag ved Skyttehuset være mulighed for at parkere bilen, siger Kjeld Clausen.

 

Overskuddet fra loppemarkedet går til Borgerforeningens mange forskellige aktiviteter i Kulturhuset – Skyttehuset.