Ny formand i Foreningen Nygård

Asta Broesby-Olsen og Aase Ditlefsen Ferrao. Privat foto
Asta Broesby-Olsen og Aase Ditlefsen Ferrao. Privat foto
26. marts 2024 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Efter 14 år som formand for Foreningen Nygård har Asta Broesby-Olsen valgt at træde tilbage. Hendes afløser er Åse Ditlefsen Ferrão, som blev valgt på generalforsamlingen 18. marts uden modkandidater.  Asta Broesby-Olsen, Himmark, har været med, siden de første tanker om Foreningen Nygård tog form i 2005, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Til december fylder hun 80 år og ville gerne trække sig fra posten, blandt andet for at få mere tid til sine børnebørn. Asta Broesby-Olsen er dog blevet overtalt til at fortsætte et år mere på posten som næstformand. Hendes mand, Finn Broesby-Olsen, er også fortsat meget aktiv som frivillig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Åse Ditlefsen Ferrão har ikke tidligere været direkte tilknyttet Nygård, men hun er kendt for at være initiativrig og er involveret i beslægtede sammenhænge. Hun stammer fra Langesø og er uddannet agronom med særlig interesse i økologisk drift. Hun har været underviser på højskoler og på landbrugsskolen i Viborg i 12 år og har desuden arbejdet som konsulent – i en årrække i projekter i Østeuropa.

I ti år stod hun i spidsen for at starte en produktion af frugt til marmelade i Mozambique i samarbejde med 500 lokale småbønder. Efter hun vendte tilbage til Als, blev hun ansat i Sønderborg Kommune og har blandt andet arbejdet med lokale fødevarer, landdistrikter og turisme. Hun bor i Mjels og har i de seneste år været særligt optaget af at bevare æblesorter fra Alssund- og grænseområdet.

Artiklen fortsætter under annoncen

En række af de mest aktive frivillige på Nygård har været med i mange år og er ved at komme op i alderen. Derfor har det været et emne, hvordan man kunne få gang i et generationsskifte. Alternativet kunne blive at give op som forening

I bestyrelsen har Hanne Risgaard været udpeget medlem i en årrække. Hun har meddelt, at hun gerne vil træde ud ved næste bestyrelsesmøde. Hendes datter, Marie-Louise Risgaard, træder efter planen ind i stedet.

Der er flere nøglepersoner, som har meldt, at de er på vej til at trække sig, så der er plads til flere nye.