Er du en kvinde der vil hjælpe kvinder i Kvinde- og Krisecentret?

12. september 2016 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

På torsdag kl. 17 har Sønderborg Kvinde- og Krisecenter igen introaften for nye frivillige krisevagter.

“Og hvis du kan lide at have med mennesker at gøre, så kom til intromødet, hvor du hører, hvad der forventes af dig. Du bliver ikke presset til at melde dig til noget som helst. Faktisk bliver du sendt hjem for at tænke over, om du virkelig vil være med på holdet – og skal ringe tilbage, hvis du vil”, siger Betina, som er en af de nyuddannede frivillige. Hun er lige kommet gennem den grundige oplæring og er flyveklar som krisevagt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Betina – og flere andre frivillige krisevagter – synes, det er en rigtig god ting, at få at vide, hvad det er, der skal arbejdes med og hvad der ikke skal arbejdes med. Så kan man gå hjem og mærke efter, om det passer med det, som man forventer.

“Inden man tropper op til et intromøde, så skal man lige være ærlig overfor sig selv. Som frivillig skal man være givende – og det betyder, man skal have et personligt overskud”, siger Betina.

“Det er de frivillige, der skal lægge ører til de kriseramte kvinders tanker og problemer og ikke omvendt”, siger leder af Sønderborg Kvinde- og Krisecenter Ruth Malle.

Artiklen fortsætter under annoncen

Forskellighed som styrke

De cirka 120 frivillige kvinder i Sønderborg Kvinde- og Krisecenter er en stor flok med både unge under uddannelse og kvinder, der er på efterløn – og mange andre. Nogle krisevagter er i onsdagsgruppen og det betyder, at de udgør det hold, der har vagter på onsdage.

“Du kommer til at lære dem på dit hold rigtigt godt at kende. Og du kan være sikker på, at der bliver taget rigtigt godt imod dig. Og du kan bestemt regne med, at du lærer alt det, der skal til, så du føler dig både hjemme og tryg i huset”, siger Betina, som sætter pris på, der både er meget unge og også ældre krisevagter.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg synes, at alle er gode til at lytte til hinanden og unge menneskers meninger og ideer tæller bestemt også”, siger Betina til SønderborgNYT.

På vejen fra aspirant og føl til fuldmoden og selvstændig krisevagt er der en række kurser, som de frivillige skal igennem. Hertil kommer nogle krisevagtforløb, hvor man gradvist klædes på, så man i sidste ende bliver flyvefærdig.

Vil du?

Sønderborg Kvinde- og Krisecenter er et hus, der står stor respekt omkring – og en meget stor del af husets succes skyldes de mange, engagerede og dygtige frivillige kvinder, der rækker hånden ud til andre kvinder og deres børn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vil du være en af dem, der rækker hånden ud?

Vil du opleve, hvor fantastisk det er at være en del at et velfungerende team i et hus, der kaldes Danmarks mest moderne kvindekrisecenter?

Vil du opleve, hvor meget du faktisk får ind på den personlige konto ved at være givende?

Så kom til intromøde i Sønderborg Kvinde- og Krisecenter, Agervang 5 i Sønderborg.

“Du skal ikke ringe og tilmelde dig. Du skal bare ringe på døren mellem 16:45 og 17 på torsdag”, siger Ruth Malle.

Artiklen fortsætter under annoncen

Intromødet varer cirka to timer.