3D Inventar har stor glæde af de digitale muligheder

Morten Lorenzen fra 3D Inventar. Pressefoto
Morten Lorenzen fra 3D Inventar. Pressefoto
3. september 2020 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Meget har ændret sig, siden Morten Lorenzens far, Peder Lorenzen, stiftede PL Snedkeri i 1974. Navnet har ændret sig til 3D Inventar, og maskinerne er i dag markant anderledes. Industri 4.0 – integrationen af den digitale verden og den fysiske produktion – er godt undervejs hos virksomheden på Ellegaardvej i Sønderborg, der gennem flere år har haft enorm fokus på digitalisering.

Men der er også ting, der bestemt ikke har ændret sig. Det er stadig kvalitet og godt håndværk, der er i højsædet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Morten Lorenzen fra 3D Inventar lægger ikke skjul på, at han er stolt. Stolt over medarbejderne. Stolt over håndværket. Stolt over resultaterne. Og så er han rigtig stolt over at have videreført og videreudviklet den virksomhed, hans far stiftede for 46 år siden.

3D Inventar i Sønderborg er i dag et moderne snedkerfirma, der løser et hav af forskellige opgaver, og hvor der både tegnes, saves, fræses og males. Virksomheden leverer inventar til smykkebutikker og kosmetikfirmaer, bidrager til indretningen hos eksklusive hoteller og er samtidig i stand til at lave helt små opgaver såsom ølbrikker af træ til en gourmetrestaurant eller renoveringer af køkkener.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi laver meget specialinventar. Vores styrke er, at vi er fleksible og rigtig gode til at rådgive kunderne. Vi er kendt for at levere høj kvalitet, og vi siger hellere nej til en opgave, hvis vi ikke synes, den kan laves ordentligt”, siger Morten Lorenzen og tilføjer, at opgaverne ofte befinder sig i det lidt mere eksklusive segment.

Til hjælp til opgaverne bruger de programmet IMOS til at tegne projekterne op i 3D-modeller. Det giver enorme fordele. Eksempelvis bliver det markant nemmere at lave ændringer undervejs i forløbet. For når man ændrer en skuffes placering i tegningen, følger huller og andet automatisk med i modellen, hvilket både  betyder mindre tidsforbrug og mere præcise tegninger, der kan sendes videre i virksomhedens produktionskæde.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Der er ikke mange virksomheder på vores størrelse, der bruger IMOS, men vi har brugt det de sidste 4 år. Det er virkelig en fordel for os. Med det program ved vi præcis, hvor hullerne er. Alting passer simpelthen i forhold til hinanden”, siger Morten Lorenzen.

Gik en anden vej

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Morten Lorenzen en dag skulle overtage familievirksomheden. Godt nok brugte han som barn nærmest virksomhedens daværende lokaler ved siden af barndomshjemmet i Broager som en slags privat hobbyrum, hvor han kunne bygge modelfly. Men da det blev tid til at tage en uddannelse, valgte han at gå i en anden retning end sin far.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg er uddannet elektronikmekaniker. Jeg blev færdig i 1997, men i 2000 begyndte jeg så småt at arbejde for min far”, siger Morten Lorenzen.

Han tilføjer grinende, at det blandt andet var udsigten til at få lov til at bygge og installere barer på diskotekskæderne Crazy Daisy og Buddy Holly rundt om i landet, der trak ham tilbage til familievirksomheden.

”Til at starte med var jeg mest ude på værkstedet, men gradvist kom jeg mere og mere med ind på kontoret”, siger Morten Lorenzen, der sammen med sin far i de kommende år begyndte at forberede det generationsskifte, der fandt endeligt sted i 2011.

Artiklen fortsætter under annoncen

Morten Lorenzen vurderer selv, at hans baggrund som elektronikmekaniker har været en fordel i forhold til at rykke virksomheden i en markant mere moderne retning.

”Som elektronikmekaniker ved jeg, hvad der kan lade sig gøre, og hvor meget nemmere og mere effektivt, man kan gøre tingene, hvis man udnytter de digitale muligheder”, siger Morten Lorenzen, der glæder sig over, at han valgte at overtage virksomheden efter sin far.

”Det, der virkelig tiltaler mig ved mit job, er, at jeg er med i hele processen. Lige fra ideen til det færdige resultat er ude hos kunderne. Undervejs i processen har jeg også været med som rådgiver. Det kan jeg rigtig godt lide”, siger han.

De fleste projekter har haft en arkitekt inde over, inden de lander hos 3D Inventar. Virksomheden i Sønderborg har dog også selv en arkitekt ansat, der kan hjælpe kunderne på vej med tegninger.

3D Inventar har i dag 10 medarbejdere. Virksomheden har også to lærlinge.

”Vi har en møbelsnedkerlærling og en maskinsnedkerlærling i øjeblikket. Det har vi, fordi vi oplever, at det kan være svært at få kvalificeret arbejdskraft. Hvis vi ikke selv er med til at uddanne unge mennesker, vil den udvikling jo bare fortsætte”, siger han.

 

 

 

19. marts 2024 Augustenborg, Frivillige

Øvelse: Bilbrand blev til industribrand

19. marts 2024 Augustenborg

Mandag aften var der øvelse på programmet for de frivillige brandmænd i Augustenborg-Bro Brandværn, som blev kaldt ud til: Bilbrand i det fri. Brandmændene sprang i brandbilerne og kørte til Industrivej i Augustenborg og på vejen ser de en anden frivillig brandmand, Klaus Iskov, som stod og vinkede. Ham kørte de hen til, men det […]

Læs mere...