Mandag eftermiddag havde fagbevægelsen gjort plads i talerækken til borgmester Erik Lauritzen – og i sin 1. maj-tale sagde han:
Kære venner. Kære partifæller og kære kammerater i fagbevægelsen. 1. maj er arbejdernes kampdag og det er Socialdemokraternes festdag. Det er dagen hvor vi fejrer vore sejre og samler kræfter og gejst til det videre politiske arbejde.
Og der er faktisk nok af begge dele. Der er meget at fejre og der er masser af opgaver at tage fat på.
Igennem coronakrisen, starten på Ukrainekrisen med flygtningestrøm og gennem energikrisen med eksplosiv inflation da har den socialdemokratisk ledede regering brugt vort samfunds store styrke til at komme godt igennem hertil. Vores samfundsmodel har vist sit værd, og regeringen har taget nødvendige og svære beslutninger. Det glæder jeg mig over og det kan vi som bevægelse være stolte af.
På et vigtigt område er velfærden blevet udbygget. Jeg tænker på tilbagetrækningsordning for dem der har slidt allermest og fortjener en værdig alderdom. Arnepensionen var en stor sejr og jeg glæder mig over at den socialdemokratisk ledede regering nu rækker ud til arbejdsmarkedets parter for at sikre en sammenhængende tilbagetrækningsordning så der kan skabes ro og tryghed hos de berørte.
Overenskomstforhandlingerne for nylig og resultatet viste hvad Fagbevægelsen er gjort af. Ansvarlighed og sammenhold sikrede at der kunne indgåes aftaler med forbedringer af løn og arbejdsvilkår uden at virksomhederne taber deres konkurrenceevne. Det er flot arbejde og alle i fagbevægelsen kan være stolte.
Lokalt er der meget at glædes over
Lokalt er der også meget at glæde sig over. Der er og har været en rigtig god udvikling i Sønderborg kommune når det gælder, jobmuligheder, beskæftigelsestal, nye uddannelsesmuligheder, boligudvikling, ja selv indbyggertallet tog i 2022 et godt nyk opad. Turismen boomer de fleste virksomheder har haft det godt de seneste år, der bygges og udvikles både på erhvervsområdet og privatboliger. Vi er nogen af de bedste når det gælder samarbejde mellem kommune, institutioner, virksomheder og fagbevægelse i det der hedder Sønderborg i Arbejde
På den måde går det godt og jeg er stolt af, hvad vi har opnået igennem de seneste år.
Men jeg er også meget bekymret!
Velfærdssamfundet er truet
Det velfærdssamfund og sociale sikkerhedsnet som fagbevægelse og de politiske partier i den røde familie har opbygget igennem 150 år er udfordret og under stærkere pres end nogensinde.
Siden vi fejrede 1. maj sidst har socialdemokratiet vundet et folketingsvalg. Og heldigvis for det.
Den tidligere regering og også den nuværende har taget svære beslutninger. Det er værd at fejre i dag. Til gengæld er det, siden vi var her sidst, også blevet endnu tydeligere, at Danmark og det danske velfærdssamfund er truet. Vi er, som Europa, truet af krigen i Ukraine – truet af Putin og Rusland. Vi er truet af klimaforandringer, der kommer hurtigere end vi havde frygtet og vi er truet af folkevandringer og ustabilitet i hele verden.
Der er for mig ingen tvivl om, at vi som nation skal rykke tættere sammen med de europæiske lande og USA. Vi skal yde vores del til et stærkt forsvar, vi skal støtte Ukraine med penge og våben, vi skal tage vores del af de flygtninge, der tvinges væk fra deres hjemlande. Vi må ofre en del af vores rigdom i en periode for at afværge de værste katastrofer.
Klimaudfordringer skal også klares
Jeg er heller ikke i tvivl om at vi som nation skal vise vejen når det gælder den grønne omstilling. Også det koster mange penge og vil i en periode tære på vores rigdom.
Jeg mener faktisk, at både den tidligere regering og den nuværende regering fortjener opbakning til indsatserne mod disse trusler. Opbakning til at træffe svære valg. Men opbakningen kan hurtigt vakle.
Jeg er, som borgmester og lokalpolitiker, dybt bekymret over det, der er ved at ske med vores velfærdssamfund. Den regning der skal betales for krig, forsvar, grøn omstilling og inflation lander i denne tid hos den del af befolkningen der har brug for fællesskabets hjælp. Den lander hos de gamle, der oplever at hjemmeplejen forringes, den lander hos børn med særlige behov, der oplever at kommunerne ikke kan følge med i forhold til støtte og hjælp, den lander hos de socialt udsatte borgere og familier, der oplever at kommunerne ikke har råd til at levere deres velfærd.
Slider medarbejderne ned
Regningen lander også i sundhedssektoren, hvor ventelister og overbelægninger er dagligdag. Og så lander regningen hos de mange medarbejdere, der skal løbe stærkere og stærkere for at forsøge at levere det, vi som borgere har vænnet os til. Vel at mærke skal medarbejderne også udfylde de huller, der er skabt, fordi kommunerne har nedlagt stillinger eller bare ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft. Vi er godt i gang med at slide medarbejderne i den offentlige sektor ned.
Der er for alvor brug for at alle vi, der kerer os om den danske model – den danske velfærdsstat- trækker i arbejdstøjet og samarbejder om at forsvare os imod dem, der vil lade egoismen råde og for hvem det gælder at ’du er din egen lykkes smed’ og ’lad falde hvad ikke kan stå’. Husk, der er faktisk partier og bevægelser i dette land, der intet har imod, at solidariteten pilles ud af vores samfundsmodel. At velfærd, sundhed, uddannelse, kommer til at afhænge af pengepungen. Der er partier i Danmark og i Sønderborg lokalpolitik, som intet har imod at skære ned på de borgernære områder.
Det er det, der er ved at ske i kommunerne og regionerne. Når regningerne til krudt, kanoner, vindmøller, Ukrainestøtte og bekæmpelse af flygtningestrømme er betalt, så forlyder det, at der ikke er flere penge og kommuner, regioner og uddannelsesinstitutioner må spænde livremmen yderligere ind. Men vi har effektiviseret og sparet på kommunernes drift hvert eneste år. Det går ikke længere.
Rigtigt mange penge lander hos ganske få
Ikke alene risikerer vi, at velfærdssamfundet smuldrer. Faren er også, at opbakningen til, at Danmark involverer sig i verdens udfordringer svinder ind. Når rigdommen, som vi ellers har kæmpet for, skal deles rimeligt, nu igen konsolideres på få, men magtfulde, hænder, ja så er vi på vej i en helt forkert retning. Og det er vi.
Det er absurd, at de meget høje varme- og energipriser vi har oplevet, resulterer i milliardgevinster og kæmpe kapitalopbygninger hos diverse selskaber, mens forbrugerne, institutionerne og ja-kommunerne har vendt hver en femøre for at komme igennem krisen. Det kan jeg ikke forklare og jeg vil ikke forsvare det overfor borgere i Sønderborg. For det er ikke rimeligt. Det er dumt.
Vi ved, at den grønne omstilling og produktion af grøn energi er en vanvittig god forretning for de store investorer, men vi har ikke mulighed for – for alvor – at dele gevinsterne med de naboer, der skal acceptere at få udsigt til store energianlæg. Jeg kan ikke forklare det og jeg vil ikke forsvare det. Det er urimeligt og det skal ændres.
Når vi som kommuner tvinges ud i spareøvelser, der sender kommunale opgaver og indkøb over i private virksomheder, der skummer fløden, men ikke leverer varen. Det er ikke i orden og jeg kan ikke forsvare det. Det skal vi arbejde imod.
Kan ikke forklare og forsvare nedskæringer
Jeg er sikker på, at borgerne – både i Sønderborg og i hele landet – vil være klar til at acceptere, at velfærden og fælleskabets ydelser ikke vokser i en periode. Men jeg kan ikke forklare og forsvare at velfærden skæres markant ned, når det er tydeligt, at de mest velstillede bliver rigere og diverse pengetanke bare vokser og vokser.
Fagbevægelsen har vist at de også er klar til at holde igen og bidrage i svære tider. Men vi kan ikke blive ved at forklare hårdtarbejdende mennesker, at der ikke er råd til hverken lønløft, rimelige arbejdsvilkår eller nuværende velfærd, når der er masser af penge koncentreret på få hænder.
Når jeg taler så meget om noget, der ligger langt væk fra et byråds handlerum eller fra en borgmesters indflydelse, ja så er det fordi jeg, Byrådet og borgerne i Sønderborg er underlagt den udvikling, der er i gang.
Der er masser af opgaver at tage fat på og vi i partiet og i byrådsgruppen er klar. Men først skal der skabes ro og tryghed om den økonomi, der skal til for, at vi kan levere velfærd og service på nuværende niveau. Så kan vi f.eks for alvor tage fat på at få de sidste – desværre alt for mange – yngre borgere i gang med uddannelse og job. Vi kan arbejde med at udvikle uddannelsessystemet. Få langt flere til at starte og fuldføre en ungdomsuddannelse, enten for at arbejde som faglært eller videreuddanne sig.
Vi har og får brug for hver en hånd og hvert et hoved i fremtiden. Både i virksomhederne og i det offentlige. Og langt vigtigere – vi skal give de unge mennesker grundlaget for det gode liv. Den opgave kræver investeringer i uddannelsesinstitutionerne, en styrket vejledning og support af de unge, bedre driftsøkonomi på institutionerne og en stærkere involvering af arbejdsmarkedets parter. Men vi kan gøre det, vi har råd til det – vi har bestemt ikke råd til at lade være.
Til sidst skal min opfordring være, at vi der kerer os om den Danske Model og velfærdssamfundet står sammen om at lede både Sønderborg Kommune og landet igennem de vanskelige tider. Vi kan gøre det -sammen.
Du kan SE BILLEDER HER.
