Budget-overskrift: Økonomisk ansvarlighed og fortsat god udvikling

22. september 2016 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Socialdemokraterne, Slesvigsk Parti, Konservative Folkeparti, Fælleslisten og Enhedslisten har her til aften skrevet under på den politiske budgetaftale, som sikrer Sønderborg Kommunes fortsatte fremdrift og udvikling men – ligesom i indeværende budgetperiode – tager sit udgangspunkt i en ansvarlig økonomisk styring af den kommunale pengekasse.

 Det var en tilfreds borgmester Erik Lauritzen, der torsdag aften – sammen med sine aftalepartnere – kunne sætte sin underskrift på Sønderborg Kommunes budgetaftale for perioden 2017 – 2020. En budgetaftale, hvor de fem partier er enige om, at investere i Sønderborg Kommunes langsigtede udvikling, og hvor man samtidig fortsat fører en stram og ansvarlig økonomisk politik.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi nu har fået sat kursen for de næste fire års visioner, ambitioner og mål. Det er en god aftale, som sikrer at vores kommune fortsætter sin gode udvikling, men som samtidig sikrer, at vi får alle borgere og hele kommunen med på vognen. Jeg vil gerne takke aftalepartnerne for at stå sammen om budgetforliget, og for at udvise ansvarlighed og stor velvilje til at finde fælles fodslag”, siger Erik Lauritzen, der midt i glæden over en ny budgetaftale stadig ærgrer sig lidt over, at det ikke lykkedes at få et samlet byråd med i en aftale.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg syntes der var en god dialog parterne imellem, og der var bestemt også spændende ideer i det forslag, som Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fremlagde. De valgte så at stå udenfor, og det tager jeg til efterretning – men det skal ikke ødelægge glæden over det resultat vi her har fået forhandlet hjem”, understreger Sønderborgs borgmester i en pressemeddelelse.

Kultur og fritid får plads i budgettet

Slesvigsk Partis gruppeformand Stephan Kleinschmidt udtrykte tilfredshed med, at indsatserne for erhvervs- og turismeområdet også afspejler sig i ambitionerne for kulturen. I Gråsten vil man således – med udgangspunkt i Gråsten Forums forslag – gå i gang med at ud- og ombygge Ahlmannsparken samt få renoveret pavillonerne ved Badmintonhallen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og for Slesvigsk Partis gruppeformand vil man med budgetaftalen også nå i mål med en ny organisering af samarbejdet mellem turisme, handel og kultur, der giver øget turisme, større omsætning og mere liv i by og butikker. Også i center og mellembyerne vil bystrategier give nye muligheder for udvikling.

”Vi får støttet bredt på kultur- og fritidsområdet i hele kommunen, og det er vigtigt, når vi skal fastholde Sønderborg Kommune som en stærk kulturspiller – ikke mindst i 2017? Og samtidig vil vi også kigge på muligheden for at samle aktiviteter, der løser infrastrukturudfordringer indenfor kultur-, fritids og idrætsområdet”, siger Stephan Kleinschmidt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Et nyt idrætsanlæg kan man allerede begynde at glæde sig til på Sønderskov Skolen, hvor forligspartierne blev enige om at der bl.a skal opføres en ny idrætshal til næste år.  Samtidig vil partierne bakke op om, at der bliver indført mere IT i dagtilbuddene, at Sønderborg styrkes som destination for lejrskoler for andre kommuners skoler, og hvor der skal arbejdes med udviklingen af tilbud og indsatser for STU-eleverne

Bedste rammer for børn

Viceborgmester Aase Nygaard mener, at budgetaftalen sender et stærkt signal om, at Sønderborg Kommune har sat overlæggeren højt for arbejdet med børn og unge.

Artiklen fortsætter under annoncen

”En ny idrætshal, IT-udvikling i dagtilbuddene, en ny moderne børnehave i Ulkebøl, bedre forhold for børn med autisme er bare nogle af de ting vi sikrer med aftalen. Vi skal fortsat være en kommune, hvor borgerne føler de får de bedst mulige rammer for deres børn, og hvor potentielle nytilflyttere vil tænke, at Sønderborg er et sted, hvor de sagtens kunne se sig selv og deres familier”, lyder det fra Aase Nyegaard, der tilføjer, at hun også ser frem til arbejdet med at skabe nye modeller for, hvordan skoler og daginstitutioner både kan få mere frihed og skabe plads til at få involveret forældrene i endnu højere grad, end det sker i dag.

Satser på erhvervsturisme

Glæde er der også hos det Konservative Folkeparti, hvor Ole Wandahl Stenshøj især glæder sig over, at der i det nye budget fortsat vil være stort fokus på udviklingen af erhvervs- og turismeområdet.

”I budgettet sørger vi for, at arbejdet med få realiseret en række elementer fra Hvidbogen for Nordals fortsætter. Der er afsat ressourcer til, at Vækstrådet kan fortsætte sin udvikling til gavn for vores dygtige erhvervsliv,  og så får vi også sikret at turister og borgere fortsat får glæde af turistkontorerne i både Sønderborg, Gråsten og Nordborg”, fortæller Ole Wandahl Stenshøj, der er formand for Erhvervsudvalget.

Lev livet i landsbyerne

At både herboende og nye familier i kommunen også vil tænke en fremtid ude i en af kommunens mange dynamiske landsbymiljøer bliver også sikret med det kommende budgetforlig, hvor man bl.a har sikret at succesen med landsbybusserne også kører videre til næste år.

”Rigtig mange er begyndt at få øjnene op for, at livet i landsbyerne er et spændende alternativ til livet inde i byerne, og den udvikling skal vi have sat endnu mere skub på. Det er en god historie, som vi skal blive ved med at fortælle og hvor landsbybusserne er en del af fortællingen sammen med de mange gode personhistorier ude fra lokalmiljøerne”, fortæller Enhedslistens Anders K. Brandt, der også glæder sig over, at Sønderborg Kommune fastholder det store arbejde med sin grønne profil og arbejdet med Project Zero.

Infrastrukturen bliver også tilgodeset med etableringen af cykelsti mellem Dynt og Skelde, der bliver anlagt rundkørsler i Guderup og i Vollerup v. Augustenborg Landevej, lufthavnen får midler til banelys og videoovervågning og så skal bymidten i Sønderborg fra Rønhaveplads til citykrydset renoveres og stå færdig senest i 2019.

Alt godt til alle

Budgetaftalen sørger også for at der fremadrettet fortsat vil være de bedst mulige tilbud til ældre medborgere, herunder aktivering af demente ældre ude i naturen. Der vil være fokus på at skaffe flere fleksjobs ligesom tilbud til veteraner fortsat skal videreudvikles. Og så bliver der afsat flere midler til psykisk og fysisk handicappede borgere, hvilket glæder Socialdemokraternes gruppeformand, Preben Storm.

”Udgifterne til de psykisk og fysisk handicappede har været stærkt stigende i de seneste år. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med budgetaftalen sikrer, at vi ikke vil gå på kompromis i Sønderborg Kommune, når det handler om at give hjælp og tilbud til en gruppe af borgere, der virkelig trænger til hjælp,” siger Preben Storm.

 

26. april 2024 Frivillige, Sønderborg

Den første madvaredonation til SINDs Folkekøkken er i hus

26. april 2024 Frivillige

Foreningen Sind arbejder ihærdigt på at genåbne Folkekøkkenet, som bliver til SINDs Folkekøkken og meningen er, at økonomisk pressede skal have mulighed for at få et godt måltid til en lav pris i Frivillighedens Hus. “Danish Crown har allerede doneret madvarer til den første gang, vi åbner vores folkekøkken og i dag, fredag, hentede jeg […]

Læs mere...