Når man rammes af en kræftsygdom, så bliver man naturligvis bange for, at det er enden af livet. Det ved Knud Uldahl-Jensen alt om, fordi han har prøvet det på egen krop.
– Og det er derfor, jeg meget gerne vil i kontakt med andre, der kæmper imod kræft, de såkaldte fightere, siger Knud Uldahl-Jensen. Det er nemlig sådan, at når man er alvorligt syg, så har man brug for at snakke om, hvordan man har det, hvilke tanker der kører rundt og rundt.
– Fordi jeg har været igennem et forløb med kræft, så ved jeg præcis, hvordan kræftramte har det. Jeg kan ikke fortælle dem, hvordan de skal tackle deres frygt, men jeg kan fortælle, hvad jeg gjorde, siger han. Netop det, at Knud Uldahl-Jensen kender til tingene, gør, at alting ikke skal forklares helt forfra, som det skal, når man taler med folk, der ikke selv har været ramt.
Derfor kan kræftramte lettere have en brugbar dialog med en kender – end de kan med andre. Kræftramte har det tilfælles, at de ved, hvad det sige, at være bange for, at de dør af deres sygdom – kender til at frygte, at deres vej ud af livet kan blive både lang og smertefuld.
Mennesker, der ikke selv har været i situationen, kan sagtens regne ud, at det bestemt ikke er behageligt – men derfra og så til at vide, hvordan det er, er der virkeligt langt. Vi forstår jo kun det, vi selv har oplevet. Alt det vi læser , hører eller ser i fjernsynet, er jo bare noget, vi har fået at vide, andenhåndsviden.
Familie-sygdom
Når der er en i familien, der får en kræftdiagnose, så er det hele familien, der rammes. Pårørende er helt naturligt bange for at miste et menneske, de holder af. Det kan virke lammende.
– Derfor vil vi også gerne snakke med pårørende til kræftramte. Vi ved jo, de har det lige så svært som den, der bærer på sygdommen, siger Knud Uldahl-Jensen. Der er adskillige mennesker i Stafet for Livet, der kan dele ud af deres erfaringer. Og de gør det på de præmisser, som situationen kræver.
Kom frem i lyset
Knud Uldahl-Jensen håber, han ser både fightere og pårørende på Ringriderpladsen til Stafet for Livet. Det betyder ikke det mindste, om de melder sig til selve stafetten. De skal bare komme og møde andre, der er i samme situation. Måske bare gå og lytte. Måske snakke lidt med en af de andre, der har mærket kræften eller haft den tæt inde på livet.
– Der er ingen, der får det bedre af at sidde alene – og til Stafet for Livet er kræftpatienter æresgæster. Fighterne går i deres gule t-shirts for at vise, de kæmper for livet, men det er også helt i orden at gå anonym rundt blandt andre, siger Knud Uldahl-Jensen, der selv går med sin gule t-shirt under stafet for livet.
– Det gør jeg for at vise, jeg har kæmpet for livet og jeg kan fortælle, jeg kom hel igennem min kamp, siger han. Han er slet ikke i tvivl om, at forløbet har lært ham rigtigt meget om sig selv.
Endnu en sygdom
Det er ikke længe siden, Knud Uldahl-Jensen havde smerter tæt på det område, hvor kræften sad. Naturligvis fik han taget prøver hos lægen og han husker tydeligt, da han troppede op for at få svar på prøverne.
– Jeg havde lige så stille forberedt på at høre ordet kræft endnu en gang. Jeg var nået derhen, hvor jeg sagde, at skal jeg dø af kræft, så er det ok. Bare det går stærkt og uden de vilde smerter.
– Men prøverne viste, jeg ikke havde det mindste at frygte – og lige da jeg hørte det, brød alle mine forsvar sammen. Det var en helt utrolig lettelse og jeg følte nærmest, jeg skulle være glad for, at jeg havde nogle galdesten, der gjorde helt vildt ondt, siger han. Knud Uldahl-Jensen er taknemlig og glad for livet – og han bruger masser af energi på, at andre kræftramte skal opleve samme glæde.
– Det hedder jo Stafet for Livet – ikke Stafet mod Kræft. Vi samles om, at vi er glade for livet og det synes jeg er utroligt flot, siger Knud Uldahl-Jensen.
Faktisk er han så glad for at være en del af Stafet for Livet, at han bliver på Ringriderpladsen fra start til slut, når der er Stafet for Livet. Og det gør han bestemt også fra den 31. august og et døgn frem.
