Tirsdag aften samlede den Konservative Vælgerforening femten mand i Knøs’ Gård, hvor Søren Hviid Pedersen fra SDU i Odense fortalte om sit syn på konservatismen. Eftersom han forsker i netop dét emne, så er han ganske godt klædt på til at kunne drysse både viden og private betragtninger ud over den lyttende skare, der hurtigt fangede, at nøgleordene er ansvarlighed og respekt.
– Søren Hviid Pedersen er en konstruktiv udfordrer til vores parti og hans indspark har flere gange givet anledning til eftertanke, siger Charlotte Sahl-Madsen i sin velkomst. Blandt deltagerne er der byrådskandidater, som slog ørerne ud i håbet om at fange nogle enkle forklaringer på, hvad det vil sige at være konservativ. Sådan nogle sætninger, der kan fyres af i en punchline, når valgkampen ruller.
– Konservativisme bygger på tre ben og det ene er fædreland, hvor vi værner om det nationale, folkestyret, folketing, forsvar og andre institutioner. Et ben mere er dét, der står omsorg på og det gør, at vi hjælper de mennesker, der ikke er i stand til at hjælpe sig selv. Altså er vi solidariske med udsatte, siger Søren Hviid Pedersen. Herefter kommer han ind på det tredje ben, der handler om økonomi:
– Konservative har forståelse for, at et velfungerende samfund må have et frit erhvervsliv og der skal være fokus på virksomhedernes
Søren Hviid Pedersen forklarede sit syn på konservatisme.konkurrenceevne – ligesom det skal kunne betale sig for lønmodtagere at arbejde, siger han. Efter hans mening skal der ikke betales for meget i skat.
Søren Hviid Pedersen forklarer, at er man konservativ, så har man et helhedssyn på samfundet. Der skal være respekt for det enkelte menneske og der skal være ansvarlighed. Ret og pligt hænger sammen.
Ikke en ideologi
– Konservatismen er ikke en ideologi, fordi den jo retter sig hen imod f.eks. Kongehuset, familien, folkekirken og så videre. Konservatismen retter sig mod institutioner, som er konkrete og en del af det at være dansk, siger Søren Hviid Pedersen.
– Hvis vi tager Liberal Alliance, så vil de have frihed over hele linien, mens Enhedslisten vil have, at alle er lige. Både frihed og lighed er gode ting, men kun når de kobles sammen med ansvarlighed og tænkes ind i en helhed. Jeg mener, at de to partier er uansvarlige, fordi de kun har én linie hver, siger Søren Hviid Pedersen og uddyber det:
– Liberal Alliance taler om individets ret til alt muligt, mens Enhedslisten hele tiden taler om de undertrykte. Konservative taler om samfundsborgere, fordi det fælles er, at vi alle er borgere her i landet, altså i samfundet, siger Søren Hviid Pedersen.
Godt råd til liste C
– Når Liberal Alliance taler for minimalstat og Enhedslisten bare vil have det offentlige til at investere, så skal konservative politikere tale for en velfærdsstat, der tager sig af de svageste og når Liberal Alliance kommer ind på emnet: Det frie marked og Enhedslisten tordner løs om planøkonomi, så skal Konservative tale om civilsamfundet, fordi det er som borgere i samfundet, vi folder os ud som mennesker, siger Søren Hviid Pedersen. Som borgere i samfundet lever di det liv, som de penge vi tjener, giver os mulighed for. Tingene hænger sammen.
– Det handler altså om tre ben, der jo også kan kaldes stat, marked og civilsamfund og det hele skal holdes i balance for at det du’r, siger Søren Hviid Pedersen.
Udfordringen for kandidater
Udfordringen for de konservative kandidater er nu at tænke deres mærkesager ind, så de kan balanceres på de tre ben, som konservatismen bygger på – og oveni købet på en måde, så holdninger til enkeltsager balancerer på alle tre ben. Lykkes det, så vil partiet træde tydeligt frem i forhold til andre partier og ikke bare minde om Venstre Light.
– Netop respekten for de gamle, kendte institutioner, fædrelandet, det danske sprog og folkeskolen adskiller konservative fra de ideologiske partier, siger Søren Hviid Pedersen.