Nu er eleverne på Billedkunstnerisk Grundkursus på Sønderjyllands Kunstskole tæt på at sige farvel til Thomas Lunau og de andre, der har udfordret dem i deres kunst, så de i dag er bedre end tidligere. Deres seneste værker udstilles på skolen den 24. maj, hvor alle og enhver er velkommen til at kigge indenfor fra kl. 17.00. Når forløbet er slut flyver de unge fra reden og spredes for alle vinde. Kufferten er pakket, så de har det værktøj, de skal bruge der, hvor de lander og kursen er klar.
Blandt eleverne er Nanna Kolborg, som blot har været i Sønderborg nogle få måneder. Hun kom hertil direkte fra et krævende kunstkursus i Berling. Nanna synes, hun har lært ret meget på Sønderjyllands Kunstskole.
– Jeg blev udfordret på alt det, som jeg havde lært i Berlin og det var ret specielt. Jeg havde jo ideer om, hvordan tingene skulle være, men opdagede, at alting kan være anderledes, siger den unge kvinde. hendes drøm er at kunne udtrykke sig kreativt på flest mulige måder. Altså gennem billeder, ord, musik og teater.
– Så nu skal jeg på Testrup Højskole og prøve deres teaterlinie, siger Nanna Kolborg til Sønderborg Nyt.
Drømmer om fotokunstskole
Niels Munk Plum er vild med at lave kunstneriske billeder og drømmer helt naturligt om at han bliver optaget på fotokunstskolen Fatamorgana. Han har sendt ti billeder afsted til skolen, der kigger på dem og vurderer, om han har det talent, som de er på udkig efter.
– Jeg har allerede en plads på en kunstdaghøjskole i København, men det er altså Fatamorgana, der står øverst på ønskesedlen, siger han.
Bøger og kunst
Inden længe sætter Gudrun Vilhjalmsdottir kursen mod Reykavik, hvor hun skal på kunstskole i 18 måneder.
– Det er en uddannelse, hvor der både er gymnasiefag og kunst, siger Gudrun, der kan se fordelen i også at have læst nogle fag, der kan ruste hende til fremtiden – sammen med den kunstneriske satsning.
Drømmen i hus
Tanya Jørgensen er rigtigt glad, fordi hun er kommet ind i varmen på et 3D College, hvor hun kan arbejde med film og animationer på alverdens måder. Hun er yderst tilfreds med tiden på kunstskolen i Sønderborg, hvor der hele tiden er skubbet til hendes grænser, så hun har præsteret mere, end hun troede hun kunne.
Ventetid
At ventetid er længere end almindelig tid, det ved Sidsel Holst alt om. Hun går og venter svar fra Det Jyske Kunstakademi, der har en del af hendes værker til bedømmelse.
– På det seneste har jeg taget afsæt i citroner og det har været spændende at tænke ud fra det, siger hun.
Skoleleder Thomas Lunau fortæller, at flere elever har fået afslag fra kunstakademierne. Men han siger også, at det ikke betyder, de ikke har talent.
– For eksempel Kunstakademiet i København får flere end 500 ansøgninger, hvor der sendes værker med. Der er 26 ansøgere, der får et brev, hvor der står: Velkommen, siger Thomas Lunau. Heldigvis er der et væld af andre kreative uddannelsesmuligheder end kunstakademierne.