En 36-årig mand fra Sønderborg skal sidde bag tremmer i fem år for handel med amfetamin og kokain. Det blev resultatet, som retten nåede frem til, oplyser TV Syd.
Syd- og Sønderjyllands Politi har afsløret omfattende handel med narkotika i det sydlige Jylland. Specielt koncentreret omkring Sønderborg og Kolding.
Ni personer er idømt tilsammen 20 års fængsel. To personer venter på deres dom.
“Vi er tilfredse. Et fint stykke efterforskningsarbejde giver nu resultater”, siger leder af Organiseret Kriminalitet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jeppe Kjærgaard.
Dommene falder efter en længere, intensiv efterforskning, hvor den lokale efterforskningsafdeling i Sønderborg har arbejdet tæt sammen med Afdelingen for Organiseret Kriminalitet i Esbjerg.