Torsdag aften var Pernille Juhl endnu en gang gæst i Brecklings Bogcafé, hvor hun fortalte om sin triologi, der faktisk består af fire bøger.
“Men sådan er det og i virkeligheden har jeg jo skrevet seks bøger, der er trykt og en enkelt, der kommer som lydbog”, sagde Pernille Juhl og begyndte at fortælle lidt om, hvordan hun arbejder med sine bøger, der tager afsæt i virkelige personer og hendes egen farfar er en af dem.
Der var omkring 75, der havde bestilt plads i bogcafeen på Hotel Comwell.
“Og så kom der lige fem ekstra og det er jo dejligt”, sagde Allan Breckling, som er manden bag forfatter-arrangementerne.
“I Vent på mig Marie flytter jeg mejeriet i Avnbøl til Gråsten. Det gør jeg, fordi min mor sagde til mig, at der ikke sker en skid i Avnbøl. Men i bogen ser min farfar en plakat, der fortæller ham, at hans årgang indkaldes til at deltage i Den Store Krig”, sagde Pernille Juhl. Hun fortæller videre, at det må have været en oplevelse pludselig at se på en plakat, at man skulle i krig og det skulle være om to dage.
“I august 1914 indkaldte kejseren de 20-30-årige mænd, der havde aftjent deres værnepligt, men i takt med at krigen trak ud og rigtigt mange døde, så indkaldte man også de alt for unge og alt for gamle”, sagde forfatteren. Holdt de sig i live i den første uge, så havde de en chance for at slippe levende gennem krigen.
Pernille Juhl skriver ikke om selve krigen, men om hverdagen.
“Min farfar skrev dagbog og i den fortalte han om togturen fra Sønderjylland og ned gennem Tyskland. I Sønderjylland var ingen glade for at mændene blev indkaldt, men begejstringen over, at mænd drog i krig steg i takt med at toget kom længere og længere sydpå. Og vi skal huske, at kejseren jo havde sagt, at soldaterne ville vende hjem inden bladene faldt af træerne”.
Fra dagbogen fremgår det klart og tydeligt, at det at være med i Den Store Krig betød sult og masser af ventetid.
Hjemme i Sønderjylland
Mens mændene var i krig, var det kvinderne, der måtte få alting til at hænge sammen hjemme i det tyske Sønderjylland.
“Og for at fortælle det, så skriver jeg om Marie, der er skolelærer og får på den måde listet noget historie ind i bogen”, sagde Pernille Juhl.
“I skolerne blev der undervist på tysk og det kom kort efter 1864, hvor Sønderjylland skulle fortyskes”, sagde forfatteren.
“Mens Den Store Krig hærgede Europa var det sådan, at når tyskerne vandt et slag, så gik en trommeslager gennem gaden og råbte, der var sejret – og så fik børnene fri fra skole. Altså kunne de løbe hjem og hjælpe til. Børnene måtte jo også arbejde, når der manglede mad”.
Fantastiske Maren Sørensen
Pernille Juhl fortalte også om bogen Marens Vilje, der handler om en sygeplejerske, der hjalp syge mennesker i deres hjem.
“Det betød, at hun kom om morgenen, malkede, sørgede for mad, rengøring og alt muligt ud over den personlige pleje”, sagde Pernille Juhl.
Bogen om Maren Sørensen kom til, fordi Pernille Juhl fik en mail om et digt, der er med i Venter på Marie.
“Det var fra en, der var i familie med Maren Sørensen, som viste sig at være helt fantastisk. Og det var Maren Sørensens digt, jeg havde med i bogen. Hun var sygeplejerske, der tog sig af syge i vintertiden og desuden oprettede hun et helsehjem, hvor børn kunne komme og være om sommeren. Oven i det blev hun frimenighedspræst”.
Pernille Juhl mener, at Maren Sørensen klarede det samme som fem socialrådgivere og flere Sosu-assistenter og endda mere.
“Maren Sørensen levede fra 1882 til 1957 og nåede at få Ridderkorset og det var jo også noget af en bedrift dengang”, sagde Pernille Juhl.
Hvis du er interesseret i, hvordan såkaldt almindelige sønderjyder levde under og efter tyskertiden, så går du ikke forgæves i Pernille Juhls bøger, der ligger klar hos Arnold Busck i Borgen.
Den næste bogcafé bliver den 10. marts, hvor det er Leif Maibom, der skal interviewe Flemming Jensen, som senest har udgivet Vorherre er en rutebil. Hvis du vil vide, hvad den bog handler om, så skal du huske at tilmelde dig Brecklings Bogcafés premiere på Hotel Sønderborg Strand.
