Byrådsmedlem Anders Brandt, Enhedslisten, skriver:
Vi har i Sønderborg Kommune brugt 750.000 kr på at forhindre flytning af sygeplejeskolen væk fra Sønderborg.
Det er mange penge og det var nødvendigt.
Pengene er brugt til at beskrive den proces, der førte til flytning af sygeplejeskolen.
Anders Brandt mener ikke, der er politisk vilje til at kæmpe for yderområderne.
Hvem står til ansvar for flytningen over for de borgere, som lever i vores område?
Flytningen har betydning for meget mere end at undervise nogle sygeplejeelever.
Centralisering
Vi oplever i disse år en centralisering af mange funktioner i vores samfund med fraflytning fra yderområderne til følge. Sygehusene rundt i landet lukkes eller reduceres på stribe og herefter følger flytning af uddannelser og mange andre relaterede funktioner.
Uddannelserne er en af de funktioner, man kunne bruge som modvægt til centraliseringen. Politisk kunne man vælge at lægge uddannelser i yderområderne. Centralt kan man altid tiltrække uddannet personale, mens det er sværere den modsatte vej.
Det er således et politisk valg om man vil øge centralisering eller mindske den.
Man kunne forestille sig, at det var staten der besluttede hvor den slags uddannelser skal ligge. Det kunne også være regionen, der var den besluttende myndighed. Det kunne vel også være en beslutning, der blev taget af nogle kommuner sammen.
Ingen af delene er tilfældet.
Ansvaret er sløret
Havde det været en politisk beslutning, kunne man ved næste valg stemme og straffe eller fremme de politikere, der har truffet den endelige beslutning. Var det en politisk beslutning, havde vi ikke brugt 750.000 kr!
Flytning af sygeplejeskolen blev ikke besluttet af et byråd, regionsrådet eller staten, men af en bestyrelse og derfor bliver ansvaret sløret og væsentlige samfundsinteresser ikke inddraget i beslutningen.
Vi har således med 750.000 kr beskrevet et stykke Danmarkshistorie, et stykke der detaljeret viser, hvordan beslutninger tages uden om politiske myndigheder og uden at inddrage væsentlige samfundsinteresser.
Her fremhæver jeg centraliseringen som et samfundsanliggende, hvor der med politisk kraft kunne have kompenseret for den urbanisering, vi ser overalt i verden. I Danmark går urbaniseringen stærkere end i andre sammenlignelige lande.
I Danmark har vi ikke en politisk vilje til at føre en politik og vilje til at tage hånd om disse politiske problemstillinger, så vi reducerer urbaniseringen til det, vi ser i eks Norge og Sverige!
Vi har brugt 750.000 kr på at beskrive det.
Det er barokt, at det var nødvendigt!
