26. – 31. juli sætter 100 unge europæere sig sammen i Sønderborg for at italesætte kontinentets store udfordringer nu og i fremtiden. Sønderborg Kommune er medvært for anden gang.
100 unge fra hele Europa, USA samt Mellemøsten med noget på hjerte og hjerne bruger deres sommerferie på at diskutere Europa anno 2015 og de vidt forskellige, tungtvejende udfordringer, som området står overfor. Det er anden gang, at konferencen ”Waves of Democracy” foregår i Sønderborg.
I løbet af en uge vil deltagerne gå i dybden med de tre hovedpunkter: Miljø/bæredygtighed, migration/mobilitet og historie/hukommelse, skriver Center for Kultur i en pressemeddelelse.
Det sker ved workshops samt med besøg hos blandt andet Sønderborg Forsyning, Sønderborg Asylcenter, Historiecenter Dybbøl Banke samt i Flensborg hos mindretalscentret ECMI, Flensborg Avis og Flensborgs Universitet.
Samme problem – mange tilgange
“De kommer fra mange forskellige lande, der har markante forskelle i håndtering af eksempelvis flygtninge. Vi har deltagere fra eksempelvis Grækenland, Mellemøsten og resten af Europa, der jo står på hver deres sider af den største flygtningestrøm, Europa har oplevet siden Anden Verdenskrig. De unge skal besøge Sønderborg Asylcenter og tale med beboerne der. Det bliver uden tvivl yderst spændende at overvære det møde”, siger Sønderborg Kommunes ungekoordinator, Lykke Stine Farre. Hun fortsætter:
“Det, at vi kan samle 100 unge, viser, at de unge er interesserede i at tage del i Europas udvikling, har en holdning til det og ønsker at italesætte det samfund, som de er en del af”.
Trætte af etablerede politikere
Fredag 31. juli vil alle interesserede kunne møde op på Rådhustorvet klokken 16 til 17 og selv få syn for sagen, når konferencens deltagere på anderledes involverende måder præsenterer udbyttet af ugens arbejde.
“Unge er trætte af etablerede politikere og institutioner og ønsker at gøre brug af nye samarbejds- og samværsformer. De er dybt interesserede i samfundsudvikling og møder henover grænser. Sommerakademiet vil skabe en fælles europæisk rammefortælling for unge/med unge, udtaler Nina Nørgaard, direktør for IUC Europe, der sammen med Center for Kultur arrangerer Waves of Democracy.
Sønderborg Kommune, Danfoss og EU’s Erasmus+-program har støttet konferencen økonomisk.
Se hele programmet her (http://2015.wavesofdemocracy.org/wp-content/uploads/2015/06/Programmewod2015.pdf)