Når byrødderne kort efter årsskiftet sætter sig rundt om bordet i Byrådssalen , så skal den nye frivillighedspolitik vedtages og derefter gøres til virkelighed.
Tilløbet til den er især taget af Sundhedsudvalgets formand, Helge Larsen, der har lyttet til rigtigt mange frivillige.
“Frivillighedspolitikken bygger på bidrag, ideer og tilbagemeldinger fra en bred kreds af interessenter fra workshops i Sønderborg og i Havnbjerg”, siger Helge Larsen i oplægget til Byrådet.
Med den nye frivillighedspolitik ønsker sundhedsudvalget at understøtte og videreudvikle frivillighedskulturen på det frivillige sociale og sundhedsfremmende område. Styrke det gode samarbejde mellem de frivillige og kommunens medarbejdere i forvaltningerne og på institutionerne – et samarbejde baseret på ligeværdighed, tillid og respekt samt forståelse for hinandens forskellige udgangspunkter og roller.
Den nye frivillighedspolitik betyder også, at samarbejdet med Frivilligcenter Sønderborg, der er en del af Frise, ophører.